Min farfar plukkede altid alle æblerne i sin have i Gram. Slagter Madsen, som de omkringboende sønderjyder kaldte ham, havde et stort æbletræ, der gav alt for mange æbler til, at familien kunne spise dem.

Alligevel holdt han fast i, år efter år, at samle hver og et og lægge dem på hylder beklædt med avispapir i kælderen. Her lå de med sirlig afstand mellem hinanden. Nogle blev spist. De fleste blev ikke.

I dag er tv-programmer om de såkaldte hoarders, der hamstrer og fylder deres hjem med utænkelige genstande, meget populære. Vi undres og forundres over deres samlermani og manglende evne til at smide ud og tage afsked med deres rod. Men der findes også den type hoarders, som tv endnu ikke har kastet sendetid efter. Og de er ellers blandt mine personlige favoritter.

Min farfar var sådan en flittig hoarder. Han hoardede æbler. Og min far er hoarder. En vaskeægte have-hoarder. Alt hvad der kan samles og gemmes af bær, nødder og rodfrugter fra haven bliver gemt. Bær fryses i poser. Nødder hænges op under loftet i aflagte strømpebukser. Kartofler og æbler fyldes i flamingo-beholdere og opbevares til langt ind i vintermånederne. År efter år.

En frugtbar have

Min far voksede op i den lille by Gram i Sønderjylland ikke langt fra Gram Slot. I 1991 købte han og min mor en murermestervilla i Sorø i hjertet af Sjælland med 930 m2 have til. Og hurtigt blev haven fyldt op med alskens spiselige glæder.

Min far plantede nøddehegn i bunden af haven og rækker af jordbær, kartofler, ærter, porrer, gulerødder og rødbeder. Tunge buske med solbær, ribs, blåbær, hindbær, brombær og stikkelsbær står der også. Og i centrum af haven et velvoksent træ med store, sorte moreller – når de er fuldmodne og bedst.

Hvert år skal morellerne dækkes til med net for at forhindre grådige fugle i at mæske sig i farmands høst. I år deltog jeg i affæren, som han sindrigt havde planlagt flere dage i forvejen. Nettet skulle hejses henover træet fra én side ad gangen ved hjælpe af lange træbrædder og stiger. Og til sidst skulle de to dele af net bindes sammen med snor.

- Vi er glade for at have fugle i haven, og der er rigeligt af andet føde herinde end lige netop mine moreller, sagde min far og slog den første knude.

Selv åndede jeg lettet op over, at nettet gled smertefrit over træet uden, at jeg fumlede i det.

Ingen gift her

Haven i Sorø er ikke blevet sprøjtet, siden mine forældre købte grunden i 1991. Tanken om at skulle spise af havens gaver med en usynlig film af giftstoffer henover er ikke fars kop te.

- Mange mennesker vil gerne have de der struttende frugter, som man ser på billeder, men jeg synes, at de ser kunstige ud, fortæller han.

- Og så handler det også om, at vi ikke vil påvirke grundvandet negativt, indskyder min mor og fortsætter:

- Fordi vi har en have, har vi også et ansvar. Hvad vi gør med vores have er ikke ligegyldigt set i et større perspektiv.

Hele mit liv har jeg nydt at komme i mine forældres have og nippe af bærbuskene med ren samvittighed over for grundvandet og min mave. Når jeg i dag forlader Sorø for at køre nordøst på mod hovedstaden, er det oftest med fire til fem kilo bær i bagagen. Er man først tilvænnet hjemmelavet syltetøj, så duer supermarkedets bare ikke.

På nogle af poserne med frosne bær står juli 2013. Og de er stadig lækre.