- Trold! Hop ned, Trold. Nej. Ikke hoppe op. Ned. Ned!

Jesper Frøsig forsøger at begrænse den kun ti måneder gamle hundehvalp Trolds vilde glædesudbrud, da skribenten her kommer på besøg en eftermiddag.

- Vi er lige kommet hjem fra arbejde begge to, så han vil gerne have opmærksomhed, forklarer Jesper Frøsig, mens han får sat den lille, italienske mynde i spænd mellem sin underarm og mave.

Jesper Frøsig bor i et rødt murstenshus på Æblevej i København sammen med sin kæreste Ulla Toft, der er præst i Grøndalskirken.

Og så er han hjertefar til tvillingerne Eva og Christian på fem, Lise på ti år og Søren-Erik på 12. Børnene syntes selv, at bonus- og papfar lød koldt, så derfor fandt de på navnet hjertefar.

Og så er der selvfølgelig Trold. Ham kan jeg ikke undgå at bemærke.

Haven som spisekammer

Hindbær, rabarber, æbler. Georginer, bellis, klematis, roser. Basilikum, mynte, rosmarin og timian. Der er lidt af hvert i præsteboligens have, som vi træder ud i fra husets bagside. På trappen fra terrassen og ned til haven står krukker med krydderurter, og langs plænen er flere meter brede bede med spiselige glæder side om side med Ulla Tofts blomster.

- Her har jeg plantet mine rabarber og hindbær, der er fra min mormors have i Svendborg på Sydfyn, siger Jesper Frøsig og løfter et par fuldvoksne rabarberblade til side, så de røde stilke kommer til syne.

Han trækker hurtigt en håndfuld modne stængler op og forklarer, at man bør trække rabarber straks de første stængler er modne i foråret og fortsætte med at trække tit og ofte sommeren igennem.

Ingen gift her

Siden Jesper Frøsig overtog haven sammen med kæresten Ulla Toft for to år siden, er der ikke faldet en eneste dråbe gift på grunden. Parret luger hellere haven med håndkraft, og så har de da også indrettet flere vilde bede. I krible-krable-bedet slanger tallerkensmækker, solsikke og pyntegræskar sig i et virvar.

- Det behøver ikke at være snor lige, og så er det også vigtigt for os, at børnene kan spise fra buske og træer, og at Trold heller ikke drøner rundt og æder sneglegift. Vi tager hellere sneglene med end at begynde at sprøjte, siger Ulla Toft, selvom hun er en smugle ærgerlig over en gennemgnasket georgine.

- Jeg er meget glad for blomster og plukker ofte buketter fra haven. Det er skønt at have blomster både inde og ude, og det er nok netop det, at der er noget pænt at se på, der motiverer mig til at springe ud i haven og luge i stedet for at sidde inde og læse en bog, siger Ulla Toft.

For Jesper Frøsigs vedkommende er den giftfrie have også en forlængelse af noget af det, han arbejder for på sit job som køkkenchef på Mændenes Hjem - en organisation, der støtter op om hjemløse, stofmisbrugere og andre udsatte mennesker.

Da Jesper Frøsig startede som køkkenchef for godt halvandet år siden, havde værestedet på Vesterbro en økologiprocent på 63. I dag er 93 procent af al mad og drikke økologisk.

- Vi manglede lige at indkøbe danskvanden og juicen økologisk for at ramme 100 procent, men det rakte midlerne ikke til, siger Jesper Frøsig.

Noget i ovnen

Efter en rundtur i præsteboligens have ender vi i køkkenet. Trold er stadig fyr og flamme og springer lige op og ned i luften foran køkkenbordet, hvor Jesper Frøsig er i gang med at rense en håndfuld rabarber.

Snart dufter det skønt i køkkenet af bagt kagedej og lunt smør. Ni små rabarbertærter trækkes ud af ovnen og pyntes med friske hindbær og blade fra morgenfrue.

Et sekund er jeg i tvivl, om Jesper Frøsig har nappet lidt fra buketten på køkkenbordet, men den ser intakt ud.

- Det meste fra haven kan spises. Også Ullas blomster.

Opskrift: Jespers rabarberkager

Til ca. ti rabarberkager

  • 250 g. smør
  • 250 g. mel
  • 250 g. sukker
  • 4 stor æg
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 1 knsp. allehånde
  • 1 knsp. kardemomme
  • 1 knsp. kanel
  • 1 spsk. bagepulver
  • ½ dl piskefløde
  • 8-10 stængler rabarber

Creme fraiche anbefales til servering. Jesper Frøsig anbefaler Øllingegaard 9 eller 18 %.
Bages i linseforme eller som én kage i tærtefad ved 180 C varmluft i 20 minutter.

Sådan gør du

Smørret smeltes og alle ingredienser røres sammen til en jævn masse.

Rabarber skæres i tern på ca. 1 x 1 cm.

Formene pensles med lidt smeltet smør. Brug resterne fra gryden, du smeltede den store portion i.

Dej fyldes i forme. Lad der være en centimeter minimum fra dejen og til formens øvre kant.

Rabarber drysses oven på dejen sammen med ½ tsk sukker.