Blandingsprodukter

Spørgsmål

Jeg ville egentlig gerne tilmelde mig giftfri have, men jeg bruger en blanding af eddikesyre, opvaskemiddel og salt på gårdspladsen. Hvad er problemet med det?

Svar

Vi er bekendt med opskrifter på ukrudtsmidler af eddikesyre, opvaskemiddel og salt, som man kan finde mange steder på internettet. Eddikesyren kan slå ukrudt ihjel, og opvaskemidlet gør, at giften kan komme ind til plantecellerne. Saltet er vi ikke sikre på virkningen af. Midlet virker bedst, hvis man bruger varmt vand i blandingen.

Vi har lidt problemer med den type hjemmelavede ukrudtsmidler, da det er forbudt at bekæmpe ukrudt med andet end godkendte bekæmpelsesmidler. Derfor kan vi ikke anbefale metoden. Vi har dog aldrig hørt om, at nogen blev retsforfulgt for at bruge det hjemme i haven.

Når det er sagt, så kan saltet godt være et problem for haven. Det nedbrydes ikke, men gør havejorden salt. Det kan også udvaskes til grundvandet. Du kan godt indvende, at det er en ret lille mængde i forhold til, hvad man bruger af vejsalt, men vejsalt ender også mest i kloakken.

Hvis du synes, du ikke kan overkomme ukrudtsbekæmpelsen uden kemiske midler, kan det være, du skal overveje indretningen af haven til noget, der er nemmere at holde.

Ferramol

Spørgsmål

Betragtes Ferramol som gift?

Svar

Sneglegiften Ferramol er godkendt til økologisk jordbrug, så vi har valgt at sige, at man godt kan bruge det i sin have, selvom den er giftfri. Vi anbefaler dog, at man bruger andre metoder til at komme dræbersneglene til livs, da Ferramol også slår andre snegle ihjel.

NPK gødning

Spørgsmål

Hvad er holdningen til NPK gødning i en giftfri have?

Svar

NPK gødning er jo ikke som sådan gift, så det kan du godt bruge. Vi anbefaler dog, at man bruger organisk gødning, f.eks. kompost, da kunstgødning kan få planterne til at vokse for hurtigt og derfor svækker deres immunforsvar.